lørdag den 27. juni 2009

Det officielle fællesbillede 2009



Her kan du se det officielle fællesbillede for 2009. Klik på billedet for stor størrelse.

Desværre er Åge Esbjerg ikke med på billedet, da han ikke nåede frem i tide. Vi håber på, at det lykkes næste år.

onsdag den 24. juni 2009

Man of the Match 2009

Jan Jakobsen blev fortjent Man of the Match i lørdagens store clash.

Av av av lød det flere gange i lørdags. Av-lyden, der klæber lige så stærkt til Jan som strandløvers blikke mod de småtskårne bikinier, lød når Thomasen (lovligt eller ulovligt) havde held til at stoppe den vævre general på 73'ernes hold.

Av lyd eller ej, så var det fuldt fortjent at Åge Esbjerg pokalen anno 2009 nu tilhører Jan. Jan spillede en stor kamp på midtbanen og var en giftig herre i samtlige 60 minutter.

Tillykke til Jan fra hele truppen

tirsdag den 23. juni 2009

Skrivebordsdrama afgør All Time Clash

Af Journalist Erik Schon...

Kæmpedrama, da 1972 vandt prestigeopgøret i Ringkøbing på en fortjent skrivebordssejr.

I 0-2 sejren brugte 1973 en række ulovlige spillere, og den endelig afgørelse faldt derfor først sent lørdag aften, efter et dramatisk forløb i FIFAs hovedkontor i Zürich.

Allerede i timerne efter kampen var en række af de officielle repræsentanter trukket i arbejdstøjet, da rygterne om brug af ulovlige spillere spredte sig i mixedzone.

Kl. 21.05 indløb den officielle besked om, at den sportslige afgørelse ikke var endelig.

En tydelig berørt pressechef, Peter Thomasen, måtte derfor overbringe de utrolige kendsgerninger, at kampens 0-2 resultat var ændret til en 3-0 sejr til 1972. Se video nederst på siden.

Vantro modtag 1973 spillerne beskeden, der ubønhørligt fratog dem hele den hæder og anerkendelse, de tidligere havde kæmpet sig til.

Ikke mindre end 3 ulovlige spillere havde fundet vej til truppen, og i den slags sager er præcedens fra tidligere sager ganske klar – det snydende hold taberdømmes 3-0.

Storladent modtog 1972 pokal og titel og ikke mindst den officielle undskyldning, der kort efter faldt fra det 1973 hold, der tilsyneladende uforvarende havde brugt 2 spillere fra 1974 og en enkelt fra 1964.

Sportsdirektør Søren Hyldstrup Mortensen havde ganske enkelt ikke søgt dispensation for disse spillere, og var selvfølgeligt dybt berørt af sagen.

Arrangementsdirektør Peter Lauritzen udstedte på stedet dispensation til 1973, så de 3 spillere fremover kan benyttes uden at konflikte med regelsættet. En stor handling af Hr. Lauritzen.

SELVE kampen, der ellers til fulde havde opfyldt de store forventninger, endte 2-0 til 1973.

I en hæsblæsende start lykkedes det på bare 5 minutter Mikkel Munkholt og senere Kent Boneloc Husted at afgøre kampen.

1-0 målet faldt efter at Peter Thomasen mistede bolden på egen halvdel til et hurtig spillende 1973 hold. Kvikke kombinationer førte Mikkel Munkholt ind foran mål, hvor Thomas Saltstøtte Larsen ikke havde en chance.

2-0 målet satte Kent Husted ind fra kanten af feltet via en modstander fod. Thomas Oliehånd Larsen boksede fint bolden det sidste stykke over stregen.

Flere medier kunne efter kampen berette, at 1972 havde indledt forhandlinger med Aage Esbjerg om næste år målmandstjans. Flere mener, at man kan forbedre holdet ganske betydeligt med Aage Esbjerg på mål – ved simpelthen at lime en sprællende papfigur på Esbjergs el-scooter.

Den resterende del af kampen var selvfølgelig præget af den hurtige føring. 1973 trak sig fornuftigt en anelse tilbage, og iværksatte herfra en række særdeles farlige kontringer.

Den dynamiske duo Søren Mortensen og Jan Av Jacobsen lukrerede på Rasmus Bruuns store arbejde og i scenesatte en stor del af kampen herefter.

1972 midtbanen fik aldrig helt fat, hvorfor det kun blev til momentvis pres og få farlige forsøg, som en fantastisk Thomas Thomsen tog sig af.

Efter 60 tempofyldte og til tider ganske velspillede minutter fra begge hold, var der tale om en fortjent 1973 sejr.

En sejr, der senere fik en bitter bitter smag…

1973 truppen:

Thomas Thomsen
Bo Rejkjær
Valbjørn
Johnny Mortensen
Kent Husted
Rasmus Bruun
Mikkel Munkholt
Frederik Elmkvist
Jan Jakobsen
Søren Mortensen
Peter Feddersen
Karsten Madsen
Jørgen Christensen

Johan Løgager
Lars Juhl
Tommy Tjekker

(Spillende) Træner: John Burchardt


1972 truppen:

Thomas "Busko" Larsen
Jørgen P (Kesse)
Sleiman
Thomasen
Nicolai Jensen
Per Jochumsen
Henrik Pape
Jan Mazda Nickelsen
Peter Arndal Lauritzen
Thomas Thorninger
Lars Schouenborg
Jesper Schouenborg

Claus Bækby

Trænere: Kesse Pedersen, Bjarne Jensen (BJ)

Mål:

0-1 Mikkel Munkholt
0-2 Kent Husted m.fl.

Advarsler:

14 min. Peter Thomasen

Boldbesiddelse:

72: 52 %

73: 48%

Skud på mål:

72: 9

73: 9

Offsides:

Ikke praktiseret

Pokalfighter:

Jan Jakobsen

Dommer:

Niels Kornberg (karakter 12)

Tilskuere:

22 voksne og 9 børn

Video: Pressechefen annoncerer den endelige afgørelse

mandag den 22. juni 2009

Billeder fra den store dag - 2009

Tak for en god dag


Siden her vil blive opdateret over de næste dage med tekst og ikke mindst billeder fra en fantastisk dag i Ringkøbing.

Kampens resultat. 2-0 til 73'erne på mål af Mikkel Munkholt og Kent Husted m. fl.

Klik på billedet for stort format

fredag den 19. juni 2009

Stig og Brian

Bare rolig. Stig og Brian er ikke inviteret til fodboldfesten i Ringkøbing:-)

torsdag den 18. juni 2009

Fællesbesked til alle deltagere

Hej fodboldbold venner,

Besked til alle deltagere i årets vigtigste fodboldkamp - RIF Årgang 72 og 73.

Efter flere ugers selvtræning i glidende tacklinger, skulderskub og jubelscener, er vi ved at være klar. Den store fodbolddag er lige om hjørnet!

Vi bliver ca. 35 personer i løbet af dagen og 31 er tilmeldt til spisning.

Kornberg fløjter kampen i gang kl. 13.00. For Kornberg er dette utvivlsomt karrierens højdepunkt som dommer, og selvom det er en vigtig kamp, henstiller jeg til god opførsel, så Kornberg også får en god oplevelse.

Husk at invitere familie og venner, så vi spiller i lige så festlige rammer som i gamle dage, hvor Kaj Thomasen, Jens Chr. Bruun og PølseKaj huserede på sidelinjen sammen med andre mere eller mindre kyndige fodbold-eksperter.

Pressechefen har været i kontakt med flere internationaler organisationer med henblik på at fastlægge spillereglerne i overensstemmelse med gældende lovgivning.

For at imødegå eventuelle problemer undervejs i kampen, skitseres regelsættet ganske kort:

Der spilles efter gældende FIFA reglement

Dog med følgende modifikationer:

Der spilles 2 x 30 min.

I tilfælde af uafgjort, går kampen direkte i straffesparkskonkurrence.

Skulle der være en enkelt, der har vovet sig ud i kampe på serie-niveau efter afslutning af den professionelle karriere, kan det oplyses, at der ikke spilles med 10 min. pause i tilfælde af gult kort.

Fair Play - glem det:-)

FIFAs reglement kan nærlæses i sin fulde længde her:
http://www.fifa.com/mm/document/affederation/federation/laws_of_the_game_0708_10565.pdf

72’erne spiller i blå hvide dragter ala RIF

73’erne spiller i gult ala Horsens,-)

Efter kampen er der hygge på anlægget med uddeling af pokaler m.m. Kl. ca. 18.00 serveres en meget fin buffetmenu i klubhuset. Der bliver et par forretter at vælge imellem, mørbrad og andet godt til hovedret, og is til dessert. Vi har betalt os fra efterfølgende oprydning.

Huskeliste:

Fodboldstrømper

Benskinner

Gamle minder – avisudklip, billeder…….

Kamera

Det er selvfølgelig tilladt at komme med festlige indslag i løbet af dagen og aftenen.

Vejrudsigt fra DMI
Lørdag: Nogen sol og enkelte byger. Dagtemp. mellem 13 og 18 grader og let til frisk vind fra vest og sydvest, der aftager og bliver svag til jævn. Til natten tørt og ret klart og mellem 5 og 10 grader og ret svag vind.

http://happyhead.dk er arrangementets hovedside. Klik forbi.

Det er tilladt at glæde sig!

Ses

Peter

søndag den 14. juni 2009

Stor interesse for kampen

Der meldes om stor interesse forud for kampen den 20. juni.

Rygter om at Anders Agger og hele DR2 redaktionen møder op for at lave en tema-lørdag vil ikke dø. Her på redaktionen har vi ringe idé om, hvad temaet i så fald skulle være. Men skal vi komme med et bud, kunne det være noget med at øl, f og hornmusik 100 gange årligt ikke ligefrem fremmer de sportslige præstationer og at måske netop vores to årgange derfor er gået glip af adskillelige landsholdsoptrædener. Vi bliver meget klogere på lørdag!!

Ringkøbing IF, der har hjulpet os SÅ meget i forbindelse med at stable dette arrangement på benene er også gået ud i en offensiv markedsføring af kampen. Gå f.eks. ind på www.rif1900.dk og se den centrale placering, vi har fået på siden. Ikke dårligt, ikke dårligt.

Husk at du også kan bringe dine kære til kampen og være med til at sikre en unik stemning til en unik kamp. 2 x 30 - det kan tilskuerne også klare.

Vel mødt til tilskuere, presse, hunde, tyskere og andet Vestjysk godtfolk.

Spilletøjet er fordelt

Der er nu fundet spilletøj frem til All time Clashet i Ringkøbing. Det ene hold spiller i gult og det andet hold i RIF's velkendte blå/hvide farver.

Og der er trukket lod. Det faldt ud til fordel for 72'erne, tør jeg godt påstå, da det viser sig, at de iklæder sig de blå/hvide farver, mens 73'erne stiller op i de gule farver, hvilket kan medføre fare for associationer til nedrykkerne fra Horsens,-)

Vel mødt

mandag den 25. maj 2009

3 sponsorer på plads

Vi har nu 3 sponsorater på plads til fodboldfesten i Ringkøbing den 20. juni kl. 13.00.

Ringkjøbing Landbobank - den hyggelige lokale bank på Torvet, hvor smilene hænger løst på fruerne bag skranken, støtter naturligvis op om fodboldfesten.

De driftige unge herrer bag Shooters og Moe's har også valgt at støtte op om fodboldfesten. Valle og Henrik er selv RIF'ere, og vi har endda æren af at have Valles far på trænerbænken hos 72'erne.

Mon ikke vi gengælder dette sponsorat med en omsætnings-jackpot i løbet af natten til søndag.

Der er plads til flere sponsorater, så skriv til Sportschefen på dit hold, hvis du vil med på listen.

Besøg vores sponsorer via disse links:

Landbobanken - www.landbobanken.dk

Diskotek Moe's - www.diskotek-moes.dk

Bar Shooter - www.barshooters.dk

onsdag den 20. maj 2009

Åge Esbjerg deltager i fodboldfest

Jeg har i dag med stor fornøjelse modtaget besked om, at Åge Esbjerg deltager i fodboldfesten i Ringkøbing den 20. juni.

Dermed vil hovedpersonen selv være tilstede til at uddele Åge Esbjerg Pokalen, der gives til....ja det må vi vente med at finde ud af.

Skål for Åge, skål for RIF. Vi tæller ned til festlighederne. 1 måned tilbage.

Vi ses

søndag den 17. maj 2009

Interview med Sportsdirektør Søren Mortensen

Uddrag af eksklusivt interview med
Sportsdirektør Søren Mortensen, FC Trinbrættet (red. 1973'erne)

Helt ekstraordinært har vi fået fingre i et eksklusivt interview med ovennævnte. Der har længe været meget stille om holdet, men nu løftes sløret endelig for hvad der er foregået bag kulisserne!

Hvorfor har der været så stille om holdet og den vigtige kamp ?

Vi har koncentreret os om at bringe truppen i form. Vi lader fødderne tale….

Har det været svært at sammensætte holdet ?

Enormt – der har været mange om buddet. Vi har haft en del udtagelsesstævner, men nu føler vi trupsammensætningen er på plads.

Hvad har I lagt vægt på ?

Hurtighed, taktisk forståelse og spillere der står godt og solidt på banen med en hvis tyngde…

Angående tyngde – på rygtebørsen forlyder det, at der har været strenge fysiske krav ?

Det er korrekt. Den fysiske stab har haft som krav for at komme i betragtning, at man har kunnet fremvise en BMI på 30 i 5 sammenhængende dage indenfor de sidste 3 måneder.

Det forlyder også I har været i træningslejr ?

Du er meget velorienteret. I samarbejde med BS har vi haft noget højdetræning. Primært med det formål, at få så mange spillere til at kunne løfte kroppen fra jorden. Det ser faktisk rigtig godt ud.

Hvad er jeres forcer ?

Fysikken og standardsituationer. Vi har trænet meget i speciel målspark. Få bolden ekspederet så langt op på modstanderens banehalvdel som muligt. Herved fås maksimal restitution.

Århundredes kamp forlyder det mellem FC Aldershvile og så jeres talentfulde FC Trinbrættet – hvordan ser i kampen ?

Det bliver en fantastisk oplevelse mod en meget kompetent modstander. Vores hold mangler lidt erfaring i forhold til de ”gamle”, men vi stråler af gå(i bogstaveligste forstand) på – mod.

Hvad med dommeren – Kornberg – der er en masser rygter om bestikkelse i international fodbold - har det noget på sig?

Absolut – det er kommet for at blive. Vi har gennem det sidste år været ude ved Kornberg og slå græsplæne og klippe hæk. Så vi forventer da den ene tjeneste er den anden værd……

Har I nogle trumfer i ærmet ?

Jah – det kan du tro. Vi har gjort et kæmpe scoop i transfer-vinduet her i vinters. Vi har fået tilknyttet John Burchardt som træner – taktikkens mester. Hertil er det lykkedes at tilknytte Feddersen med det ”sagnomspundne” venstreben. Han kan blive en vigtig brik i kampen specielt på dødbolde.

Hvad med resultatet – tør du komme med et bud ?

Det er svært at spå om. Der er ingen tvivl om, at Aldershvile har fået en lille fordel, som følge af at kampen er skåret ned til 2 x30 min. En del af det taktiske oplæg var baseret på det fysiske overskud de sidste 15-20 min. Vi er selvfølgelig også spændt på, om det er 7-mands mål vi skal i ??

Ellers bliver det en meget lige kamp, der bliver afgjort til sidst. Jeg vover dog pelsen og tipper en smal sejr til Trinbrættet på 6-1.

…….her blev vi så nødt til at slutte. Hele interviewet kan ses på TV-2 sputnik.

lørdag den 16. maj 2009

1973 - truppen

73'ernes trup endelig afsløret. Helt uden overraskelser,-)

John Burchardt skal stå i spidsen for følgende spillere:

Thomas Thomsen
Bo Rejkjær
Valbjørn
Johnny Mortensen
Kent Husted
Rasmus Bruun
Mikkel Munkholt
Frederik Elmkvist
Jan Jakobsen
Søren Mortensen
Johan Løgager
Peter Feddersen
Karsten Madsen
Jørgen Christensen

Festdeltagere
Ole Pedersen (OP) deltager måske også i kamp
Lars Juhl
Tommy Tjekker

torsdag den 7. maj 2009

Seneste nyt

Sportschefen og Pressechefen fra 72'erne drager på tur til Hamburg for at......, ja hvad skal de mon dér? Smage på øllet (red. helt sikkert!), lægge planer for et pressestunt, selvtræne (red. næppe!) eller noget helt tredje.....Vi ved det ikke, men vær sikker på, at det ikke er skønne spildte kræfter.

73'erne tøver stadigvæk med at offentligøre truppen. Dog er det sluppet ud at bruttotruppen består af 14 håbefulde unge mænd i jagt på hæder og ære.

Vi venter da bare lidt endnu.....................
.....

mandag den 4. maj 2009

1972 - truppen

Truppen for årgang 72 er nu endelig på plads:

Jørgen P (Kesse)
Sleiman
Thomasen
Nicolai Jensen
Per Jochumsen
Henrik Pape
Jan Nickelsen (Mazda)
Peter Arndal Lauritzen
Thomas "Busko" Larsen
Thomas Thorninger
Lars Schouenborg
Jesper Schouenborg
Jørgen Sandal Møller
Claus Bækby

Trænere:

BJ - aka Bjarne Jensen
Kesse aka Kesse

Pressemeddelelse - talentmasse i All time clash

TALENTMASSE MØDES I ALL TIME CLASH
Af Pressechef Peter Thomasen

Den vel nok største talentmasse i Ringkøbings historie mødes i det ultimative slag om titlen som den Bedste Årgang.

RIF spillere fra årgang 1972 møder årgang 1973 den 20. juni i Ringkøbing i den kamp alle har ventet på.

Store navne som Thomas Thorninger, Johnny Sleiman, Søren Mortensen og Rasmus Bruun lægger vejen forbi Alkjær Stadion, når det skal afgøres, hvilken af de to årgange, der er og var begunstiget med det største talent.

Der har i mange år været en kraftig rivalisering blandt de to årgange og hertil siger Sportsdirektør Peter Lauritzen:

- Det er på tide, at vi får slået fast, hvem der kan kalde sig de bedste, derfor arrangerer vi denne kamp.

Fodboldinteresserede vil huske de store navne fra den tid, og det ligner en sommergodbid for feinschmeckere, når de to hold i stærkeste opstilling clasher sammen den 20. juni kl. 13.00 i Ringkøbing.

Peter Lauritzen udtaler:
Vi håber på stor lokal opbakning og der vil være fri entre for alle.

Vi har fået tilsagn fra alle de store navne, og håber, at deres nuværende form og spillehumør holder indtil juni.

Hvor mange der rent faktisk har rørt en fodbold siden de ”gode gamle dage” er uvist, men flere melder sig dog i (pære)form til kampen.

Holdene ser frem til at spille kampen, og du er velkommen på lægterne.

søndag den 3. maj 2009

Indbydelsen - 1972'erne

Kære gamle RIF’er

Din browser understøtter muligvis ikke visningen af dette billede.

Glem alt om Robinho, Messi, og ikke mindst Ronaldo den Røde. De funkler kun svagt i forhold til de stjernespillere, som vi præsenterer i Ringkøbing den 20. juni.

Alt er på plads. Vi er klar til kamp mod de små 73’ere. Og vi tør godt allerede nu love, at det bliver en mægtig dag i Ringkøbing.

Ansvaret for truppen er med sindsro tildelt de to kompetente herrer BJ (aka Bjarne Jensen) og Kesse (Kesse hedder Kesse). Kurt Olesen er vores holdleder og Åge Esbjerg er inviteret som maskot for begge hold.

Jørgen P (Mine Kesse) - Sleiman, Nicolai Jensen, Peter Thomasen, Per Jochumsen, Henrik Pape, Jan "Mazda" Nickelsen, Peter Arndal Lauritzen, Thomas "Busko" Larsen, Thomas Thorninger, Lars Schouenborg, Jesper Schouenborg, Jørgen Sandal Møller, Claus Bækby


Praktiske informationer

Dagens program

12.00: Vi mødes på Alkjær – Kom til tiden!

      13.00: Kick off 2x30 minutter. Står det uafgjort efter 2x30 går vi direkte i straffe. Kampen ledes af Niels Kornberg.

14.30: Restitution, forsoning og kolde øl fra baren

      18.00 - ?? Buffet, prisoverrækkelse og efterfølgende fest i Alkjærs lokaler – Nørmark har garanteret, at der er øl nok til folket.

      Deltagergebyret er kr. 300 – (buffet, trøjer, pokal m.m.) Indsæt senest 12. juni på

      Reg. Nr.: 7650 – kontonummer: 2442528 – og HUSK navn.

Vi har oprettet en fælles gruppe på Facebook for dagen i Ringkøbing. Her er det muligt at debattere på forum, oploade gamle billeder m.m. Efter kampen vil vi fylde op med billeder fra dagen. Kig forbi og deltag. http://www.facebook.com/group.php?gid=72200085767

      Husk selvtræning er en selvfølgelig. De ska’ !¤&%¤”&%”# ha’ en på frakken!

Vel mødt!

Mange hilsner

Festudvalget